Som de første i branchen: Fynsk møbelfirma får møbler med EU-Blomsten
Den fynske møbelvirksomhed Four Design har som den første møbelproducent i Danmark fået certificereret en serie af møbler med EU-Blomsten, der er en indikator for bæredygtig produktion.
- Vi har et fælles ansvar for at bidrage til en bæredygtig og grønnere, global udvikling. Det er derfor med stor stolthed, at vi nu som de første i vores industri kan stemple et udvalg af Four Design-produkter med EU-Blomsten. Vi stopper ikke hér, men det er et vigtigt resultat, siger adm. direktør i Four Design, Anders Juhl Thomsen, i en pressemeddelelse.
Også hos Miljømærkning Danmark vækker Four Designs indsats begejstring:
- Det er glædeligt, at en dansk producent nu kan tilbyde møbler, der er certificeret med EU-Blomsten, på det globale marked. Det viser, at Four Design er i front, og det er med til at positionere Danmark som en stærk nation, når det handler om bæredygtige løsninger, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.
- Og der er ingen tvivl om, at timingen er god, idet vi i øjeblikket oplever en stigende interesse for miljømærkede møbler fra både kommuner, virksomheder og forbrugere, fortsætter han.
EU-Blomsten giver blod på tanden
De overordnede mål med den nye certificering af stolene er at mindske affald og skabe endnu mere fokus på miljø – både indadtil og ude i verden.
Og det bliver lettere med den nye certificering på CV’et:
- Vi har længe kunnet bryste os af at gøre det godt på miljøsiden, men det, at vi nu har certificeringen i ryggen, gør det jo kun endnu nemmere at fortælle og dele den gode historie. Og helt konkret giver det også blod på tanden hos os medarbejdere i dagligdagen, siger Else Sommer, medarbejder i Four Designs marketingafdeling.
- Der går næsten sport i at optimere og tænke nye, bedre måder at gøre tingene på. Alle i virksomheden tænker over, hvordan vi bruger og genbruger ressourcer. Det er ret sejt, fortsætter hun.
For at sikre en bæredygtig virksomhed arbejder Four Design blandt andet med at skabe produkter i tidløst design og god kvalitet, så møblerne får en lang levetid. Samtidig produceres de med omtanke for planeten.
Indtil videre er følgende produkter hos Four Design certificeret med EU-Blomsten:
FourSure 44, FourSure 88, FourSure 90, FourSure 105 i farverne ”Anthracite” og ”Ebony Black”.
EU-Blomsten Målet med EU-Blomsten, som er det officielle europæiske miljømærke, er at reducere den samlede miljøbelastning fra produktion og forbrug af varer. EU-Blomsten ser på hele produktets rejse og de miljøproblemer der kan opstå undervejs – til gavn for mennesker, miljø og jordens ressourcer. Det betyder, at hele produktets livscyklus – fra råmaterialer til produktion, brug, bortskaffelse og genanvendelse – er med vurdereringen, når kravene bliver fastsat. Møbler mærket med EU-Blomsten skal leve op til en lang række skrappe krav. De sikrer bl.a.: |